Vi er faktisk mere eller mindre ligesom dig
Min familie og jeg tog i 2018 på den årlige skitur i vores vinterferie.
Som altid var jeg i god fysisk form.
Den første dag på ski, var jeg på vej ned ad pisten til frokost. Jeg kørte stille og roligt. Pludselig satte jeg mig bare ned på måsen. Jeg blev dårlig og mistede følelsen i højre side.
Læger blev tilkaldt og jeg blev fløjet med helikopter til det nærmeste sygehus, hvor jeg var indlagt til observation i en uge. Efter denne uge forsikrede lægerne os om, at vi roligt kunne køre hjem til Danmark.
Mere alvorligt end antaget
Allerede efter nogle timer i bilen, følte jeg mig lidt svimmel og blev gradvis dårligere. Vi kørte derfor stærkt gennem Tyskland.
Lige inden vi nåede den danske grænse, blev jeg rigtig dårlig med opkast og mistet følelse. Jeg blev indlagt på Sønderborg Sygehus, hvor en dygtig læge kunne se at noget var helt galt.
Der var et hul på hovedpulsåren.
Jeg blev hastigt fløjet med helikopter til Århus Universitetshospital og opereret af dygtige specialister indenfor neurologi.
Familien var kaldt sammen i Århus, da chancen for at jeg overlevede var spået meget lille.
En kamp tilbage til livet
Heldigvis overlevede jeg og blev efter nogle dage overført til Aalborg Universitetshospital. Tættere på min familie.
Siden februar 2018 har jeg kæmpet mig tilbage til livet.
Jeg skulle lære alting på ny – helt basale ting som at synke, tale, se og høre.
Jeg har været på genoptræningsophold på Hammel Neurocenter, Brønderslev Neurorehabiliteringscenter, Vejlefjord Rehabilitering og Caspershus i Frederikshavn.
Siden januar 2019 er jeg hjemme hos min dejlige familie i vante omgivelser.
Stadig mange udfordringer
Hver eneste dag i ugen træner jeg stadig - både i specialiserede centre, i almindelig fysioterapi og ikke mindst derhjemme.
I dag har jeg stadig ingen balance og sidder i kørestol.
Stemmen, hørelsen, synet og følelsen i højre side har jeg stadig problemer med.
Men jeg er kommet langt og fortsætter derfor ihærdigt min træning.
Behov for hjælpemidler derude
Gennem forløbet blev det mere og mere klart for mig, at jeg måtte opgive min tidligere virksomhed.
Nu har jeg, sammen med min nærmeste familie, opstartet virksomheden Get A Better You.
- fordi jeg ikke kan lade være
- fordi det er god kognetiv træning
- fordi min erfaring siger mig, at der er et uopfyldt behov derude
En erfaring jeg vil bruge
Mange mennesker har store behov for rehabilitering, træning og redskaber til et bedre liv.
Desværre rammer de ofte mellem ”to stole” og får ikke den hjælp, de har behov for.
Jeg har haft overskuddet, gejsten og opbakningen til at afprøve forskellige muligheder i mit genoptræningsforløb. Jeg har derfor god erfaring med de fleste af de produkter, vi sælger eller lejer ud. De erfaringer vil jeg netop gerne dele med andre.
Velkommen hos os i Get A Better You.
Flemming Byrgesen